27. marts 2013

Masser af chokoladeæg og lette tanker




























Så er vi snart klar til at holde påskeferie, men forinden skal der lige arbejdes en dag mere. Hernede har vi nemlig ikke nogen skærtorsdag, så det er en hel almindelig arbejdsdag i morgen.
Jeg ser frem til dage hvor der er plads til lidt mere af det som ikke altid nå's i hverdagen. Der er lejet snesko, så lørdagen byder forhåbentlig på en solrig vandretur i bjergene. Vennerne er inviteret og familien lovet lidt ekstra forkælelse. Det skal nok blive en dejlig påske!

Rigtig gode fridage til alle jer :-)

26. marts 2013

Det der blev tilbage

Når vinteren er ovre og man begynder at røre lidt i haven, finder man tit de efterblevne bladskeletter. De imponerer mit altid! For det meste har de flotte mønstre, ja, endda fine ornamenter, alt efter hvilket blad de stammer fra. Og det gør mig bevist om, at når vi har lukket vores døre og tændt for varmen i stuen for at krybe i vinterhi, så kører livet videre udenfor i naturen. Måske ikke i samme tempo, men naturens hjul drejer hele tiden og altid!

Sådan nogle blade fandt jeg for et par uger siden og tog dem med ind til tørre, siden blev de fotograferet og nu omvandlet til et grafisk blad.

God onsdag til jer :-)


Hvis han da bare kunne bestemme sig…

... ham Petrus!

I sidste uge var det 13° med fuld solskin og begyndende forårsvarme. Siden da har temperaturen aftaget langsomt og her til morgen var det -2° og der var kommet et lag sne igen i løbet af natten, og det sner endnu.  Nå, men halvt så slemt…for i morgen står den på solskin og 7°!!
Og så undrer man sig over forkølelse, hoste, hovedpine og træthed?! Bare han dog viste hvad han ville!

25. marts 2013

We love handmade



Jeg er faldet over dette geniale D.I.Y. Online Magazine, og vil gerne dele det med jer. Det er nemlig sindsyg godt lavet!! Og der er noget for enhver smag!
Layout'et er en total fryd for øjet - genial grafik - skønne billeder - enkle madopskrifter og sidst men ikke mindst, en masse D.I.Y.
Magasinet er lavet i fællesskab af nogle meget kreative østeriske bloggere, og dette er deres 2. magasin som de udgiver.
Hvis du klikker her, kan du bladre i det og lade dig inspirere - rigtig god fornøjelse :-)

.....og forøvrigt....det eksempel kunne nogle danske bloggere måske også få noget ud af ;-)

24. marts 2013

Inspirerende weekend




























































































Hele weekenden er der Grafik 13 i Zürich, hvilket er den største udstilling af grafisk design og moderne kunst i Schweiz. 100 af de bedste schweiziske grafiske designere, illustratorer, typografer, designere og kunstnere præsenterer deres arbejde i løbet af de seneste 12 måneder.

Jeg var derinde i går, og det var en meget inspirerende tur gennem den nuværende design scene - frisk, ung og innovativ! Det er altid herligt at ha' fingeren på pulsen og se hvad der rører sig lige nu, og ikke mindst at lade sig motivere og finde nye veje og ideer.

Hvis I har lyst til at se mere eller kigge nærmere på udstillerne kan I følge denne link..... hvem ved, måske får I også ny inspiration denne weekend :-)

Rigtig god søndag aften!


22. marts 2013

Yndlingskage på 11 minutter








Vi har herhjemme fået en ny yndlingskage. Den er lynhurtig...ja faktisk den hurtigste kage jeg kender... og nem at lave og for det meste har man alle ingredienser derhjemme. Og vi er vilde med den!

190 g sukker
3 æg 
125 g mel
125 g smør
155 g kogechokolade
1-2 spsk likør (ikke nødvendigvis)

Sukker og æg piskes sammen til en lys og luftig masse. 
Bland melet i.
Smør og kogechokolade smeltes langsomt og røres i dejen.
Likør blandes i.

Det hele puttes i en smurt springform (Ø 25 cm).
Bages på anden underste rille i forvarmet ovn ved 250° i 11 minutter.
Overhold bagetiden, for kagen skal være let fugtig indvendig.

Kagen er ret flad, men det skal den være :-) Da den indvendig er ret fugtig minder den næsten om praliné, så et tyndt stykke er for det meste nok. Allerbedst smager den hvis den får lov til at stå og køle af, eller hvis den får en tur i køleskabet. Og den holder sig sagtens et par dage, faktisk bliver den kun bedre af det.

Super dejlig weekend til jer alle :-)

21. marts 2013

Lidt skal der da være


Jo ældre børnene bliver jo mindre påskepynt har vi! Tidligere blev der klippet og klistret, malet og pyntet, men nu er det ligesom andre ting som har deres interesse ;-) Men lidt påskepynt skal der da være......denne ide passer fint til os, nem - enkel og naturlig. Ideen er ikke min egen, men set et sted på nettet, husker desværre ikke mere hvor.
Og hvordan den laves behøver vist ikke megen forklaring, det er bare vigtigt at hullet til snorene ikke bliver lavet for højt oppe, da skallen ellers nemt knækker. Hvis I kigger godt efter kan I se en revne til venstre for snoren, men da den ikke går helt ned i bunden, holder vandet altså godt alligevel.
God fornøjelse!

20. marts 2013

Happy 20. marts


Onsdag er dagen hvor halvdelen er fridag. Det er derfor også dagen hvor alt det praktiske skal klares. Frisør, læge, bank, specielle indkøb eller et andet møde står tit på programmet, og netop derfor er det også tit dagen hvor frustrationen melder sig, for sådan en eftermiddag er lynhurtigt brugt og væk.
Men idag var det anderledes! Til middag sørgede jeg på arbejdet for at få computeren lukket ned i tide og komme afsted.......vejret var skønt og i haven viser foråret sig tydeligt. Tanken om at det idag er forårsjævndøgn gjorde dagen absolut ikke dårligere.....for fra nu af går det den rigtige vej.

Naturen byder os det hele, vi skal bare se det......... snart - meget snart står et makro objektiv aller øverst på ønskelisten.

18. marts 2013

Påskehygge


For en uges tid siden spurgte Anita  om jeg ville lave nogle af påskeæggene fra min header til udprint på pdf......hvilket jeg lovede hende. Her kommer de klar til at downloade.

Håber I kan få lidt ud af dem. :-)

Super dejlig aften og en god tirsdag i morgen!


17. marts 2013

Postkort fra et udeliv


Efter en grå og kedelig søndag blev jeg helt glad da Erika fra thinkingspace opfordrede til denne lille konkurrence som hedder "Postkort fra et udeliv". Og da længslen efter sol og varme presser sig på var jeg ikke sen til at finde et par havebilleder frem. 
Så her ser I et par.....af noget af det der venter os igen om et par måneder. Skønt, ikke?

Rigtig god start på den nye uge :-)


15. marts 2013

Lidt smartphone forårspynt


Nogen gange får man taget et billede som man godt syntes at man ville kigge lidt på, i stedet for bare at gemme det på computeren.
Billedet fra igår af kirsebærblomsterne var for mig sådan et! Så jeg gør tit det at jeg lader dem pryde iPhone skærmen et stykke tid, indtil de må lade livet for et nyt fint billede.

Hvis I skulle have lyst til det samme, kan I klikke på det lille billede til højre og hente det ned på jeres computer :-)

Jeg har forberedt det så det passer til iPhone formatet 640 x 960 pixel / 150 dpi.
Ellers kan I skrive en kommentar så sender jeg den hurtigt gennem mailen.

14. marts 2013

Kirsebærblomster i solen


Da jeg kom hjem stod kirsebærgrenene så flot i solen, så jeg greb chancen og legede lidt med kamera og lys.

Ønsker jer alle en dejlig fredag....weekenden er nær :-)

13. marts 2013

Little Big City




Nu har jeg blogget i 2 mdr og endnu ikke fortalt jer om Zürich – what at shame!

Ca. det halve af mit liv har jeg boet her (en underlig tanke!). Efter at have været så lang tid væk fra Danmark, bliver det hele tiden vanskeligere at se forskellene, det er for mig svært at følge med i skole systemet, i politikken, i sundhedsfaktoren og i det hele taget bare hvad der rører sig hos Herr og Fru Danmark i hverdagen. Men sådan skal det også være, for det er vigtigt at integrere sig der hvor man er, tilpasse sig, følge med og blive en del af det.
Og når man er et sted i lang tid, bliver det meste hverdag. Efter relativ kort tid tænker man på et andet sprog og lærer man nye ting, findes de ord kun i det fremmede sprog. Når jeg f.eks skal snakke computer eller iPhone (bare for at tage et par banale ting) med nogen i Danmark, kan jeg ikke finde ordene. Simpelthen fordi at jeg ikke kender dem! De findes ikke i mit danske ordforråd. Så min familie får sig en ordentlig griner en gang imellem…og det gør I sikkert også :-D
Vi har altid gjort meget for at beholde de danske traditioner. Børnene er opvokset med danske flag på fødselsdagene og and med rødkål og brune kartofler til jul. Når en i familien har fødselsdag sætter vi altid 2 danske flag udenfor. Efter et par år spurgte en af naboerne „tilfældigt“, hvorfor der nogle gange om året stod flag i krukken foran døren ;-) Og efterhånden har vi i vennekredsen fået æbleskiver og glög indført som tradition omkring juletid.
Faktisk tror jeg at de største patrioter er udenlandsdanskerne! Og det er ihverttilfælde ret sikkert at man aldrig mister sine rødder.

Nå, men det var Zürich vi kom fra; det er en fantastisk by. Mulighederne er store…… men hvis I læser artiklen HER får I et hurtigt indtryk, for de har ramt rimelig plet når de har beskrevet byen.

Billedet af „den blå time“ knipsede jeg sidste år oppe fra observatoriet Urania som ligger midt i byen.

Rigtig god aften til jer :-)

12. marts 2013

50 dage til start

Det er ikke fotografering og farver det hele - så dette indlæg handler om noget helt andet.

I dag poppede der en mail ind, der startede således:
Kalenderen siger forår, vi siger "nu er der 50 dage til start"
To sætninger, der forhåbentlig vil bringe smilet frem på læben af alle jer, der er tilmeldt Lillebælt Halvmarathon den. 4. maj.

Ja, den første sætning fik bestemt smilet frem hos mig, og den anden blev måske en smule skæv!
For 50 dage går hurtigt forbi og der skal løbes nogle kilometer endnu, før jeg syntes at formen er som den skal være.....hvis jeg da nogensinde bliver tilfreds. For en lille rest af tvivl følger der altid med. Hvordan er dagsformen? Er kroppen helt udhvilet? (hvad min desværre sjældent er) Hvad med knæene? osv...

Jeg har løbet i mange år, helt siden børnene var små....i starten var det bare for motionens skyld og for at komme ud i den friske luft og naturen. Senere blev det grundlag for bjergvandringerne om sommeren og skikørslen om vinteren. Og nu de sidste 4 år har jeg løbet for løbets skyld og deltaget i en del officielle løb. Og et par år har jeg trænet i BMW's løbeklub. Det er blevet til en masse 10 km løb, et par halvmarathons og det absolutte højdepunkt var sidste års deltagelse i Berlin Marathon. Det skal lige siges at de 42.195 km ikke kun blev absolveret løbende, men i en skiftning af løb og power walking. Det var en genial træning da vi kun havde små 5 mdr. at blive klar på. Træningsprogrammet var ret tidsintensivt.....men i det øjeblik man efter 42 km og godt mør løber gennem Brandenburger Tor er det det hele værd!

Nå, men sæsonen er godt igang og der skal nu intensiveres lidt. Hele vinteren har vi uanset vejr løbet ude 2 gange om ugen, mest i mørke om aftenen og med pandelampe......så glæden er nu stor over at lyset endelig vender tilbage og giver en helt anden træning!
Lillebælt Halvmarathon er snart og senere venter Berlin Marathon...måske.....startnummeret er ihverttilfælde i hus.....så nu må vi se ;-)

Hvad med dig....har du også nogle mål i den nye sæson?

10. marts 2013

Den røde tråd


I går købte jeg nogle små billige rammer ( 10 x 11 cm) med bred kant og en lille passepartout. Da jeg lavede farvebilledet passede det sådan at jeg ved hver firkant blev nødt til at skære en lille strimmel af. Farvestriberne har jeg lagt tilfældigt på et stykke sort papir og derefter passepartout'et ovenpå. Lukket og færdig er et lille farverigt billede......nemmere kan det vist ikke være?! :-)
Det kunne også se sjovt ud med en masse farvet konfetti..... eller små simple bogstaver.....eller ....

Jeg har tænkt at bruge et par af dem som (lidt anderledes og personlige) værtindegaver.

Rigtig god start i den nye uge :-)

9. marts 2013

Forårsklar og 3096 dage


Det er det skønneste vejr - 14 ° og næsten vindstille, så det kriblede i fingrene og det var den perfekte dag til at gøre haven forårsklar. Jeg fik beskåret vinstokken, fjernet de nedfaldne blade fra forårsblomsterne og givet mimosetræet sin sidste chance, i for af en udplantning, så må vi jo se om den vil det samme som jeg....det håber jeg! Det er en skøn tid og duften af solskin motiverer på det kraftigste :-) ......så godt at det er svært at finde vejen ind igen.
Men der står en herlig aften på programmet sammen med veninden. Først et smut til svenskeren (IKEA), jeg håber de har fået de helt små rammer hjem igen. Og derefter står den på biograftur, vi skal ind og se Natascha Kampusch filmen - 3096 dage. Det er en skrækkelig historie!! Jeg har ikke læst bogen, da vi fra mediernes side er blevet nærmest bombarderet med information og detaljer, i mange år har der næsten ikke været det talkshow hvor hun ikke har været gæst....og tit har jeg svært ved at der går penge i et menneskes skæbne. Men nysgerrigheden overvinder det meste - så nu skal filmen altså ses. Glæder mig, men forbereder mig på lommetørklæder og tunge tanker.

Rigtig hyggelig lørdag aften til alle jer :-)

Update
jeg vil lige kort skrive lidt om filmen fra i går, men ikke fotælle for mange detaljer, for I skal jo sikkert se den selv.
Jeg var overrasket over at der er hele 2 danske skuespillere med, hvilket jeg ikke var klar over. Trine Dyrholm og Thure Lindhardt. Han spiller kidnapperen og har dermed en af de to hovedroller.
En skrækkelig historie hvor skæbnens små øjeblikke spiller kæmpestore roller. Efter 4 års fangeskab spørger hun en dag kidnapperen: "hvorfor lige mig"? Hans svar er: "fordi du har et sødt smil"......og præcis det korte øjeblik hvor hun 1/2 år tidligere som uskyldig 10 årig har smilet til ham, bliver hendes skæbne igennem resten af livet! Senere opstår der også andre situationer som kunne have forløbet anderledes og ændret situationen, men det gjorde det bare ikke.
Nu vil jeg som sagt ikke fortælle for meget.....men fact er at hun må være et uhyggeligt stærkt menneske, hun må have en utrolig karakter, og må have haft det allerede den gang hun blev bortført - for ellers ville hun idag ikke kunne optræde, eller i det hele taget bare leve. Det hun har været udsat for kan slet ikke beskrives.....eller filmes!
Jeg er glad for at jeg dog tog ind og se filmen....selvom jeg tvivlede!

6. marts 2013

De mauriske kongers højborg





Alhambra, de mauriske kongers højborg, kaldes også det røde slot. Det ligger på en klippe uden for Granada på vej op i Sierra Nevada bjergene.
Slottet er bygget af araberne (maurerne) mellem 1248 og 1354, og det er deres sidste bastion, inden de efter mere end 700 års besætttelse blev fordrevet fra Spanien. Det arabiske palads har mere end noget andet åbnet vore øjne for den islamiske arkitekturs skønhed, og minder om tusind og en nats eventyr.

Væggene er overalt dekoreret, og selv kupler som hænger mange meter over jorden er dekoreret - flere steder med stuk formet som drypsten - stalakit - som gør lofterne næsten levende. Minutiøs udførte stuk-dekorationer præger hundredevis af kvadratmeter vægge, og selv hvis man giver sig god tid, kan man kun nå at se et lille udvalg. Mest kendt er Løvegården, hvor 124 søjler omkranser en fontæne omgivet af løver og den elegante Myrtegård. 
Motiverne er ofte geometriske mønstre og der er hundredrevis af flotte sammensætninger hvor farverne er dæmpede og tilpassede.

Umiddelbart kan det undre en, at noget af det smukkeste arabiske arkitektur i verden skal findes i Europa. Men over 700 år af Spaniens historie er domineret af arabisk kultur, og derfor kan det måske snarere undre, at det ikke præger landet mere.

Alhambra står i dag på UNESCOs verdensarvliste og er Spaniens største turistattraktion.

Det var svært at udvælge de rigtige billeder, men jeg håber at de af jer som ikke selv har været der, har kunnet få et lille indblik i den fantastiske historie. Og hvis I klikker på billederne, kan I se dem i lidt størrer format.


Rigtig god dag :-)



5. marts 2013

Marbella og den varme følelse





Som lovet kommer her lidt flere indtryk :-) 
Foråret er selvfølgelig noget længere fremme på solkysten, og det var skønt at se sarte blomster og knopper på grenene, ja, alt det som der snart venter os her. Men solskin med 15° og blæst kan alligevel godt give behov for en varm jakke, for vinden er dog ikke helt varm endnu......og nu er jeg en ret kuldeskær person, hvilket selvfølgelig heller ikke hjalp på det.
Mit lille Canon kamera som jeg altid har med i håndtasken gik i stykker, da zoomen satte sig fast, øv. Men da en af mine opgaver dernede var at fotografere en lejlighed, havde jeg også det store spejlreflex kamera med.....heldigvis, for ellers ville jeg have ærget mig ret meget! Jeg kan blive helt bidt af alle de motiver som jeg ser over alt :-)
Fra Marbella's kyst kan man i klart vejr se Gibraltar og Afrika (på billedet med solnedgangen er det de to mørke pletter ude i havet), tanken fasinerer mig altid vildt for det fortæller jo lidt om hvor langt sydpå vi er. 
Om lørdagen kørte vi i retning af Sierra Nevada og målet var Alhambra........men det vil jeg lade jer have til gode til i morgen :-)

4. marts 2013

På hjemmebane igen



men tankerne hænger stadig i Marbella / Malaga.
Uhm, det har været en super skøn weekend fuld af en masse små og store oplevelser. Det er altid utroligt motiverende at se og opleve hvordan livet kører andre steder, det sætter gang i tankerne og man afspejler sin egen hverdag. Jeg tror at det er ret sundt.
Selvom Spanien er hårdt ramt af krisen, oplevede vi at der stadig er taget hånd om tingene. Vi havde frygtet lidt at det syn vi ville møde var en tilstand af langsomt forfald og lidt ligegyldighed, men der er virkelig rent, kræset om husene, de offentlige parker er velplejede og det står pænt og er klar til at turistsæsonen starter lige om lidt - netop det som også er så vigtigt for landet. Det var glædeligt!

Nå...... I får flere billeder i løbet af ugen...... der skal lige pakkes helt ud og så står der arbejde og kursus på programmet i morgen.